Niels Witten

17. og 18. oktober kl. 11-16
fernisering lørdag d. 17.  oktober kl. 11-16  

  Niels Witten debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1984, og har siden haft en omfattende udstillingsaktivitet, bl.a. på Nationalmuseet. Stilen er naturalistisk og kendetegnet ved stor detaljerigdom. Med en nærmest hyperrealistisk tilgang, har Niels således arbejdet intenst med portrætmaleriet og portrætteret flere borgmestre samt adelige.  

Aktuelle udstilling rummer imidlertid flere natur- og hverdagsskildringer end portrætter.

Malerierne kan ved første øjekast synes som umiddelbare, lettilgængelige motiver. Kigger man nærmere efter, vil man imidlertid kunne finde eksistentielle undertoner, der tager afsæt i vores store, fælles kulturarv. Således kan man på udstillingen se H.C. Andersen foran et af Roms mange springvand, flankeret af tegneseriefigurerne Asterix og Obelix. Hvorfor står de nu dér? Rom besøges hvert år af mange hundredetusinde turister, nogle mere kulturinteresserede end andre, men hvorfor besøger de et af Roms springvand? Er det for at få 15 minutters letfordøjelig underholdning, er det fordi de andre gør det, eller er det for at iagttage arkitekturen, mærke historiens vingesus? Er alle dele muligt? Som beskuer kan man spørge sig selv; hvorfor ser jeg på maleriet? På den måde har mange af Niels Wittens malerier en filosofisk overbygning; beskueren, der betragter figurerne.

Niels Witten formår således, med aktuelle udstilling, at favne bredt over skaren af kunstinteresserede, i et spektrum af velkendte ikoner og historiske referencer. Man kan tage værkerne for hvad de umiddelbart forestiller, eller man kan lade sig falde ind i dem, gå på opdagelse - ligesom H.C. Andersen vist nok gjorde i Rom. 

Mette Holmskov

Mette Holmskov udstiller malerier

19. og 20. september kl. 11-16
Der er fernisering lørdag d. 19. september kl. 11

  

Mette Holmskov skriver: 

Jeg er uddannet som keramiker fra Kunsthåndværkerskolen, nu Danmarks Design skole.

Jeg ville oprindelig være maler, men bildte mig ind, at det var nemmere at få en levevej ud af det, hvis det var forbundet med et håndværk.

Men det blev dog maleriet, som blev mest betydningsfuldt for mig.

Jeg bliver inspireret af landskabet her i Nordsjælland, hvor jeg bor.

Landskabet forandrer sig hele tiden i løbet af året, og også i løbet af dagen, hvor sollyset kommer fra forskellige retninger.

De forskellige skyformationer og vejrlig kan også være interessante.

Eftersom jeg maler i oliefarver, er det for besværligt at tage dem med ud i naturen.

Derfor har jeg altid mine oliekridt i rygsækken eller cykeltasken, og arbejder videre med olien i mit værksted.


Mette Holmskov bor i Fredensborg
www.metteholmskov.dk

Iben Jacobsen

15. og 16. august kl. 11-16
fernisering lørdag d. 15. august kl. 11-16  

 

Kunstneren vil selv være til stede begge dage.

 

Iben Jakobsen omsætter hændelser og begreber fra den verden, vi alle er en del af, til et udtryk i mindre skulpturer, såkaldte tableauer. Et tableau er en scenisk opstilling med ubevægelige personer. Titel og værk hænger nøje sammen og tilsættes gerne et strøg af humor.

Materialerne er ofte genbrug af kasserede objekter af træ, metal, plastik, papir …

I 2013 blev Iben Jakobsen tildelt førsteprisen på Hillerød Kunstdages censurerede udstilling. Juryen begrundede således:

”Iben Jakobsen giver sit helt eget originale bud med disse miniature-tableauer, der placerer sig et spændende og nyt sted mellem skulptur, relief og assemblage, hvor fundne objekter sættes sammen på nye måder. Dette skaber en interessant, surreel stemning, med tråde trukket til steampunk-genren, som giver sit bud på en science fiction set igennem Victoriatidens briller, hvor gamle maskiner og tandhjul får den moderne verden på gled..”

 

Iben Jacobsen bor i Hillerød

www.trashandtresure.dk

Helle Malling Beck

Billedkunstner Helle Malling Beck udstiller sine malerier  

i Kulhuse Kultur- og Medborgerhus den 11. og 12. juli kl. 11-16.

Der er fernisering lørdag den 11. juli. fra kl. 11

 Hun fortæller om sin kunst på denne måde:

Jeg har arbejdet som billedkunstner i 17 år. I den tid har jeg bevæget mig gennem forskellige perioder i mit kunstneriske udtryk fra det figurative og fortællende til det mere abstrakte. 

Men altid med vægt på det sanselige, stoflige og med en vis dybde og harmoni i farvesammensætninger. At male er, en proces mellem opbygning og nedbrydning. Kaos og orden, grimhed og skønhed.

Det er at udforske og gå på opdagelse og som at kommunikere på et andet sprog.

At tage noget i sine hænder og give det liv ud af det … på en gang, tomme og fulde. 

At kommunikere med sine sanser og forsøge at give det sansede form. På mange måder er det mødet mellem livets naturlige væld af modsætninger og at opdage forvandlingens iboende gave.

Fotoudstilling i Kulhuse

Fotograferne Kirsten Bringstrup, Jørgen Bresson og René Bentsen, der alle medlemmer af fotoklubben Fotoakrobaterne, udstiller d. 13.og 14. juni kl. 11-16, med fernisering lørdag d. 13. juni kl. 11-16  

Kirsten Bringstrup viser naturbilleder fra lokalområdet,hendes fotointeresse startede for 30 år siden. Hun har været på en del fotorejser bl.a. til Kina, Indien og Nepal, men passionen er natur.

I 1998 var hun med til at starte Torstorp fotoklub, og er siden blevet medlem af endnu en fotoklub, Fotoakrobaterne.

Udstillinger bl.a. i Kunstforeningen Humlen, den censurerede udstilling Naturama

Jørgen Bresson viser fotografier fra en rejse til Barcelona.Jørgen Bresson har fotograferet siden 1972, har været medlem af en fotoklub siden 92, optræder som dommer ved fotokonkurrencer og underviser i digitalbilledbehandling.

Er formand for Region Nord Foto, en forening som støtter amatørfotografernes aktiviteter i klublivet omkring i København, Nordsjælland, Roskilde og Køge. Jørgen Bresson har været med til at starte Fotoakrobaterne.

Udstillinger bl.a. Statoils Hovedkontor, Albertslund Rådhus, Vallensbæk Rådhus, Vallensbæk Bibliotek, X-Light Greve, Albertslund Bibliotek, Hvidovre Bibliotek, SAS – kantine, Cafesito Køge, Arbejdernes Landsbank, Albertslund Bytorv, Røde Tårn i Slagelse, Ricany en forstad til Prag, VWR International Aps.  

På ferniseringsdagen er Jørgen Bresson i Kroatien, men søndag vil han være på udstillingen hele dagen. Han er klar til at svare på fotografiske spørgsmål, fra kamera teknik til billedbehandling.

René M. Bentsen store og altoverskyggende passion er fotografering, hvor han konstant arbejder med at fortælle en historie eller vise en øjebliks-situation, som fastholder beskueren i en tilstand af nysgerrighed eller beundring.

 De to store hovedtemaer i den fotografiske rejse han er på er mennesker og natur.

Malene Bjelke

 

Malene Bjelke udstiller skulptur i bronze og papir.

I Kulhuse Kulturhus

weekenden den 9. og 10. maj kl. 11-16


med fernisering lørdag d. 9. april kl. 11-16

 

Malene Bjelke er oprindeligt scenograf og hendes skulpturer tager udspring i mange års arbejde indenfor teatret. Menneskets livs- og sindstilstande udtrykt gennem krop og rum interesserer hende og skulpturerne består ofte af et menneske og et scenografisk element, der antyder et rum. Malene søger, i samspillet mellem figur og det omgivende rum at afdække menneskets indre landskab, hvor vi genkender os selv.

Til daglig arbejder Malene Bjelke fra sit atelier på Kronborg i Helsingør.

Udover skulpturerne udstiller Malene Bjelke enkelte scenografimodeller og kostumetegninger fra hendes arbejde med teatret.

Birgitte Hamilton

Billedkunstner Birgitte Hamilton, indehaver af Hamiltons Havne Galleri på Hundested Havn, har takket ja til at forårsudstille i Kulhuse Kultur og Medborgerhus.

Hamilton fra Kyst til Kyst

Maleriudstilling 11. og 12. april fra 11 -16

Hamilton maler hovedsagligt opstillinger, akryl på lærred og som altid er farven i centrum. Lige nu arbejder kunstneren på at skabe helt enkle motiver, alt overflødigt er skåret væk, så kun farven og den enkle komposition bærer billedet.

Birgitte Hamilton har efter en årrække som igangsætter / galleriejer og stor travlhed på Hundested Havn nu overskud og lyst til atter at vise sine billeder i andre sammenhænge.

Kunstneren har tidligere udstillet på Galleri Brantebjerg, Nakke Hage og Galleri Knud Grothe, Jægersborg Allé med flere. I 2012 deltog hun med 2 malerier på en censureret udstilling i Jerusalem i Israel.

Der er fernisering lørdag d. 11. april kl. 11-16. Der bydes på et glas vin og en uformel snak. Alle skal være velkomne.